Tid til Mursejlere!

Mursejleren
Mursejlerne lever deres liv i luften – de spiser, de sover og de parrer sig i luften. 9 - 10 mdr. om året er de konstant på vingerne, kun i ynglesæsonen sætter de sig og  dermed bruger deres ben.
Når de klækkes og flyver fra reden, lever de deres første 2 - 3 år i luften, indtil de bliver kønsmodne og må lande for at etablere en rede.

Mursejleren er rødlistet fordi den har svære vilkår. Vi renoverer vores bygninger og derved fjerner de revner og sprækker, som den ellers har sin rede i. Dens fremtid er afhængig af redekasser.


Mølleskolen i Ry

Kasser mod Almas Have 
Kasser mod Almas Have - Foto: Per Hallum

Der er opsat 7 redekasser til mursejlere under tagudhænget på Mølleskolen i Ry. Der sidder 4 stk ud mod Almas have, som er et oplagt observationssted for eleverne. Yderligere sidder der 3 stk ud mod Skanderborgvej, som forhåbentligt får mange forbipasserende til at kigge op.
Mølleskolen har monteret et kamera i den ene kasse. Det er tanken, at det skal give eleverne mulighed for at følge livets gang i kassen.
Fuglene er tro mod deres redesteder, og bruger de samme hele livet, men unge fugle, der skal etablere sig, bruger en sæson til at finde redesteder. Det vil derfor være yderst heldigt, hvis der flytter fugle ind for at yngle allerede i år, men næste år, er jeg overbevist om, at vi har ynglende mursejlere på Mølleskolen i Ry, og at de vil forblive der i årene fremover.

Opsaetning 
Opsætning. Foto: Per Hallum

Opsætningen af kasserne på Mølleskolen er sket med sponseringer fra:

- Dansk Ornitologisk Forening Østjylland
- Ry El-forretning Aps
- Skanlej Maskinudlejning A/S
- Per Hallum

Stor tak til sponsorerne der har gjort opsætningen mulig.
Jeg håber at rigtig mange elever og Ry borgere vil kunne glædes over fugle fremover.

Mursejlernes liv
Mursejlerne lever deres liv i luften – de spiser, de sover og de parrer sig i luften. 9 - 10 mdr. om året er de konstant på vingerne, kun i ynglesæsonen sætter de sig og dermed bruger deres ben.
Når de klækkes og flyver fra reden, lever de deres første 2 - 3 år i luften, indtil de bliver kønsmodne og må lande for at etablere en rede.

Suset fra verdens hurtigst flyvende fugl.
Det er vildt fascinerende at høre suset når fuglene med vilde hastigheder og i skarpe drej farer tæt forbi. Som en eskadrille jagerfly i tæt formation kommer de overraskende og lynhurtigt. Med vilde manøvrer kaster de sig rundt mellem træer og bygninger, mens de leger tagfat med hinanden. Deres hastigheder, skarpe sving og accelerationer er imponerende, og virker til tider risikable.
Af og til dukker en svale op, som en gammel propelmaskine der blander sig mellem jetjagerne.

Ventende gavlkasser
Gavlkasserne er klar men afproppet for at undgå at skovspurvene får et forspring.
I disse dage spejder jeg mod himlen, og ser frem til at trække propperne.
Foto: Per Hallum

Jeg har mit eget imponerende Airshow i haven hver aften – de 3 måneder om året mursejlerne er her.

Gennem de seneste 8 år har jeg haft held til at tiltrække flere og flere mursejlere. Sidste år havde jeg 6 ynglende par på matriklen - i år håber jeg på 8 - 9 par.
Gennem årene er der udfløjet ca 34 unger herfra, jeg føler derfor et vist ansvar for, at flokken der flyver over byen er blevet større.

Mursejlerkasse 
Den første mursejler ankom til tårnet i år den 12. maj, hvorefter propperne straks blev trukket. 
Den ankommer  hver aften kl 21:11, og har i skrivende stund overnatte 4 nætter, ventende på magen.
Arkivfoto.
Foto: Per Hallum

Yderligere viden om mursejlerne kan f.eks. findes her:
- www.mursejlerne.dk
- “Hjælp mursejlerne” på Facebook
- www.PerHallum.dk - /Fortællinger/Kampen om mursejleren

Jeg vil gerne vide hvor de øvrige mursejlere i Ry bor. Kender du steder, så sig endelig til. Det vil give os mulighed for at hjælpe dem med nye redesteder, hvis de gamle fjernes, typisk i forbindelse med tagrenoveringer.

Per Hallum